Arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer – skat eller skattefrit

Rigtig mange lønmodtagere har efterhånden en eller anden form for sundhedsforsikring eller sundhedsordning via deres arbejdsgiver. De fleste betaler skat af godet, fordi forsikringen som oftest også dækker i fritiden.

Frem til 2012 var arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer et skattefrit personalegode. Så stoppede det, og mange forventede at interessen ville aftage. Det gjorde den bestemt ikke siger registreret revisor Steen Gilfelt. Antallet er siden mere end fordoblet.

Skattereglerne i dag

Også i dag er det muligt for arbejdsgivere at etablere sundhedsordninger, som deres ansatte ikke skal beskattes af, men muligheden er indskrænket til to typer:

  1. Forsikringer, der kun dækker behandling for forskellige typer af misbrug (alkohol, rusmidler mv.) eller rygeafvænning, og hvor visse betingelser er opfyldt.
  2. Ordninger, der kun dækker forebyggelse og behandling af arbejdsrelaterede skader og sygdomme.

 

Når det gælder generelle sundhedsforsikringer, som også gælder for skader eller uheld i fritiden, er medarbejderen skattepligtig af dennes andel af den arbejdsgiverbetalte forsikringspræmie.

Hvor meget det koster den ansatte, afhænger dels af dennes indkomstforhold og dels af forsikringspræmiens størrelse og omfang, siger registreret revisor Steen Gilfelt. Godet er ikke omfattet af nogle af de bagatelgrænser, som gælder for visse personalegoder.

Arbejdsgiveren har fradrag for udgifter til sundhedsforsikringen for sine ansatte, uanset om medarbejderne er skattepligtige af godet eller ej siger registreret revisor Steen Gilfelt fra Gilfelt Revision ApS.